Arven efter Nora

Vigdis Hjorths nyeste roman "Arv og miljø" kredser om skyld og skam – en skam, der ikke kun fylder ét menneskes liv, men er nedarvet fra generation til generation, fra kvinde til kvinde.

20.10.2017 | Helle Klausen

*** Spoiler alert! Læs først Arv og miljø, dernæst denne artikel (artiklen afslører handlingsmæssige detaljer) ***

Skrevet af Miriam Yamil, studerende ved Litteraturhistorie, Aarhus Universitet

Et familiedrama
Vigdis Hjorth skriver smukt i Arv og miljø om en grim hemmelighed, som familien, der er omdrejningspunktet for romanen, ikke kan komme overens med. Er hovedpersonen Bergljot blevet misbrugt af sin far, da hun var fem? Hvem bærer skylden? Hvorfor vil hendes mor ikke se sandheden i øjnene? Og kan der nogensinde sluttes fred mellem de to yngste og de to ældste søskende?

Konflikten i Arv og miljø handler på overfladen om en arvestrid. De to yngste søstre, Astrid og Åsa, arver hver en hytte af deres forældre, mens de to ældre søskende, Bergljot og Bård, får en lille sum penge som kompensation. Det bliver dog langsomt tydeligt, at det ikke er selve arven, der er problemet, men det, som arven symboliserer. At de to yngste søskende er favoriseret, at Bergljot har vendt familien ryggen, og at man endnu ikke er klar til at acceptere de overgreb, som er foregået i familiehuset.

Skam og skyld
Det er derfor ikke kun arvestriden, som er omdrejningspunktet i Arv og miljø, men arven og de mén, der er kommet efter et overgreb, som ingen rigtig kan huske eller vil kendes ved. Skammen og skylden gives videre, og det handler ikke kun om det, som Bergljots far har gjort, men også om det, som hendes mor aldrig har kunnet gøre: løsrive sig og skåne sin datter fra overgrebene i hjemmet. Arvesynden føres videre, og i ulykkelige øjeblikke bliver selv Bergljot ude af stand til at vurdere, om hun selv kan blive en god mor. Skammen ligger i ikke at kunne løsrive sig fra det, der er sket. Denne skam trækker tråde helt ud i den norske litteraturhistorie, for som Vigdis Hjorth skriver: ”Nora havde styrken, Nora rejste, men Nora var ikke virkelig, Nora var en mands idé.”

En moderne norsk kvindefigur
I det norske teaterstykke Et Dukkehjem, som er fra slutningen af 1800-tallet, formår Nora at løsrive sig fra sin mand Helmer og ender med at frigøre sig selv og vælge sin egen vej. Nora fra Et Dukkehjem var banebrydende for sin tid og viste en moderne kvinde. Men Nora er ikke virkelig, skriver Vigdis Hjorth, og i sin roman viser hun mennesker og kvinder, som ikke er i stand til at gøre sig fri, ikke er i stand til at indrømme deres fejl, og som ikke ønsker at se sandheden i øjnene. I stedet skriver hun: ”Mor var virkelig, en sårbar veldrejet kvinde, så længe det varede, det varer ikke ved, det aftager, der dukker yngre, mere tiltrækkende kvinder op, hun kan selv føde dem.” Den norske moderne kvinde kan ikke genkende sig selv i den stærke og beslutsomme Nora. Og alligevel kæmper hovedpersonen Bergljot videre.

Vigdis Hjorths Arv og miljø ender ikke med forløsning, men med håb. Et håb om, at arven ikke bliver givet videre til den næste generation.

Vigdis Hjorth gæster DOKK1 d. 13. november kl. 19.00. Du kan købe billetter til arrangementet her.

Blog